Hvor blev eventyret af?

(Overskriftbilledet er AI-genereret!)

Okay. Jeg ved godt, hvad nogle af jer måske allerede tænker: ”Nu kommer der endnu en boomer og fortæller, at alting var bedre i gamle dage.”

Men bare rolig. Det var det ikke. Eller. Jo. Enkelte ting var faktisk.

Da jeg var dreng i 70’erne, fandtes der hverken internet, smartphones eller SoMe. Hvis jeg ville vide noget, måtte jeg slå op i et leksikon, tage på biblioteket eller spørge en voksen, som forhåbentlig vidste mere, end jeg selv gjorde. Og hvis jeg var på besøg hos en kammerat og skulle sige til mor at jeg kom senere hjem end aftalt, måtte jeg låne en fastnettelefon, huske nummeret og ringe hjem. Ja. Det var helt normalt.

Til gengæld var der eventyr alle vegne. I bøgerne, selvfølgelig. Men også udenfor. I skovene, på stranden og på byens tomme byggegrunde, som de voksne af ukendte årsager bare betragtede som tomme byggegrunde, mens vi drenge udmærket vidste, at de i virkeligheden kunne skjule hemmelige baser, smuglerhuler eller spor efter en for længst forsvunden skat. Med andre ord: Bøgerne satte fantasien i gang.

Når jeg havde tilbragt endnu en aften sammen med Enid Blytons ”De 5”, ”Kim-bøgerne” eller ”De Tre Detektiver”, kunne selv en cykeltur næste dag føles som begyndelsen på et mysterium. Hele min verden var fuld af hemmeligheder, der bare ventede på at blive opdaget. Der var smuglere på øde øer, skjulte gange under gamle herregårde og mystiske spor på støvede lofter. Cyklede jeg forbi en gammel lade, var jeg overbevist om, at der gemte sig en bande forbrydere derinde. Opdagede jeg en sprække i en mur, var det helt sikkert en hemmelig passage. Og hvis en fremmed bil holdt parkeret lidt for længe det samme sted, tilhørte den højst sandsynligt en skummel smuglerbande. Og de voksne? De virkede bemærkelsesværdigt dårlige til at opdage, hvad der foregik lige for næsen af dem. Hvilket sådan set var heldigt, for ellers ville halvdelen af alle eventyrbøger have været overstået inden side 20.

Var noget af det realistisk? Overhovedet ikke. Var det spændende? Ja, det skal jeg love jer for! Jeg slugte de bøger. Hele tiden måtte jeg bare vide, hvad der skete på næste side. For hvem havde gemt skatten? Hvor førte tunnelen hen? Hvad gemte sig bag den låste dør? Og ville skurkene endnu en gang afsløre deres planer, mens de stod præcis dér, hvor heltene kunne høre dem? Det sidste skete i øvrigt ret ofte.

Hvis man ser på børnebogshylderne i dag, kan man få det indtryk, at børn konstant enten skal redde verden, sig selv, forholde sig til en diagnose eller redde et magisk kongerige. Da jeg var dreng, var det mere overskueligt. Et gammelt skattekort var nok. Og måske et par banditter med mistænkeligt dårlige planer.

Misforstå mig ikke. Der bliver skrevet masser af gode børnebøger i dag. De fleste af dem er fremragende. Børnelitteraturen favner bredere end nogensinde før, og der bliver skrevet om emner, som man nærmest ikke talte om, da jeg var dreng. Fantasygenren blomstrer, og mange forfattere skaber fantastiske universer fyldt med magi, skæbner og verdener, der er langt mere detaljerede end noget, jeg nogensinde kunne have forestillet mig som dreng.

Det er ikke dem, jeg savner. Eller … Det er ikke dem, jeg savner i stedet for. Jeg savner bare også noget andet.

Nogle gange tænker jeg over, at den klassiske eventyrfortælling stille og roligt er gledet lidt ud mod kanten af boghylden. Ikke væk og uddød. Men lidt mere sjælden end tidligere. Og det undrer mig faktisk. For børn er jo stadig nysgerrige. De elsker stadig mysterier og hemmeligheder og følelsen af at opdage noget, som ingen andre har opdaget. Den del af os har ikke ændret sig særligt, siden dengang jeg sad med næsen begravet i Kim-bøgerne eller fulgte ”De tre Detektiver” rundt i Rocky Beach.

For nogle år siden gik det op for mig, at jeg savnede de klassiske eventyr så meget, at jeg havde lyst til selv at prøve at skrive dem. Ikke fordi jeg havde en stor litterær mission. Og ikke fordi jeg ville genoplive en glemt genre eller revolutionere børnelitteraturen. Men jeg savnede simpelthen følelsen af at finde et spor, at en lille gåde pludselig blev vigtig, at et gammelt kort eller en støvet genstand kunne åbne døren til noget, som ingen havde forventet. Jeg savnede det simple eventyr og skattejagten. Det blev begyndelsen på fortællingerne om drengen Luca.

Luca er ikke den udvalgte. Han skal ikke redde universet, og ingen ældgammel profeti har forudset hans ankomst. Han falder bare over mysterier, gamle hemmeligheder og glemte historier, som trækker ham ud på eventyr. Og undervejs dukker der naturligvis også skurke op. Det ville jo ikke være et rigtigt eventyr uden, vel? De er til gengæld ikke altid helt så geniale, som de selv forestiller sig.

Derfor glæder det mig også, at der stadig findes forlag, som tror på den slags fortællinger. Da Forlaget Krabat sagde ja tak til Luca-serien, blev jeg selvfølgelig glad som forfatter. Men jeg blev faktisk også glad som læser. For det mindede mig om, at der stadig findes mennesker i bogbranchen, som tror på mysterier, skattejagter, gamle ruiner og klassiske eventyrfortællinger, hvor det vigtigste spørgsmål ikke er, hvem der skal redde verden, men hvad der gemmer sig bag den næste dør.

I dag, når debatten falder på børns læselyst, kommer samtalen ofte til at handle om skærme. Om TikTok, YouTube, streaming og gaming. Og det er måske svært for en gammeldags eventyrbog at konkurrere med telefonen, der hvert andet øjeblik fortæller, at en ven har skrevet, en veninde har sendt noget, man bare må se med det samme, eller at der foregår noget meget vigtigt i en gruppechat, som sandsynligvis slet ikke er så vigtigt alligevel.

Sommetider tænker jeg over, hvilke historier der i dag kan få børn til at glemme, at de læser. For det var præcis sådan, jeg havde det med de gamle eventyrbøger. Jeg tænkte ikke over, at jeg læste. Jeg var bare af sted, på jagt efter skatten, mens jeg forsøgte at løse mysteriet. Og glemte helt, at jeg lå i min seng og læste under dynen ved hjælp af en lommelygte.

Jeg ved ikke, om flere skattejagter, mysterier og hemmelige tunneler ville kunne få flere børn til at åbne en bog. Så langt tør jeg ikke spå. Men jeg har svært ved at forestille mig, at det ville skade. For hvis der er én ting, både Enid Blyton, Kim-bøgerne, De tre Detektiver og mine egne fortællinger om Luca har lært mig, så er det, at nysgerrighed er en stærk motor. Jeg tror stadig, vi elsker mysterier. Ellers ville vi voksne vel heller ikke stadig bruge weekender på at se Indiana Jones løbe gennem gamle templer, flygte fra gigantiske kampesten og jagte forsvundne skatte, mens skurkene træffer den ene tvivlsomme beslutning efter den anden.

Vi elsker stadig eventyret. Måske er der bare blevet lidt længere mellem skattekortene på boghylderne. Så nej. Jeg savner ikke de gode gamle dage og fastnettelefoner. Jeg savner bare den klassiske eventyrfortælling. Den, hvor et mystisk spor fører til en gammel hemmelighed, og hvor den hemmelighed åbner døren til noget større. Den, hvor nogle venner begiver sig af sted uden helt at vide, hvad de leder efter, men ikke kan lade være med at følge det næste spor.

Selvfølgelig skal der stadig være plads til at redde verden eller sig selv. Men jeg håber dælme også, at der stadig er plads til et krøllet skattekort fundet på et støvet loft. Gerne ledsaget af en tvivlsom ledetråd og et par banditter, der allerede er på sporet.

For et godt eventyr bliver aldrig gammelt. Der skal bare være nogen, der finder skattekortet.